Den første undervisning er - som jeg har oplevet tidligere - præget af deltagernes behov for at få helt styr alt det lavpraktiske i forbindelse med modulet. Denne gang synes jeg dog, at udmeldingerne forinden opstart har været tydelige, så efter min mening brugte vi for meget tid, som ikke omhandlede dagens emne.
Min hjerne er
dog altid overbelastet efter første undervisningslektion på et nyt modul. Alle
de indtryk som kommer bombarderende... ny viden fra litteraturen, undervisernes
udmeldinger, stiftelsen af nye bekendtskaber og samarbejdet i studiegrupperne,
rette op på misforståelser, huske alt?? - for tænk hvis der lige var dét
guldkorn, som kunne pirre min interesse for emnet og pege mig i retningen af en
løsning til min praktikum udfordring.
Udfordringer
skal der nok komme undervejs, men indtil videre er det presset - det evindelige
pres - om at kunne nå at læse op til hver gang, som spænder ben for mig. Det
betyder meget for mig at være godt klædt på til at kunne bidrage i samspillet
med de andre studerende.
Efterfølgende
har jeg spekuleret over den fart, den digitale tidsalder prøver os af
med, holdt op imod målgruppen på vores uddannelser. Godt påvirket af Morten
Albæks bog "Ét liv - én tid - ét menneske" samt et
oplæg om generation Z afholdt for os undervisere på frisør,
kosmetiker og fitnessuddannelserne forleden, kan jeg ikke lade være med at
stille mig lidt på tværs.
Jeg ønsker en
progressiv og positiv fremtid for os alle, men ikke på bekostningen af vores
menneskelighed. Vores humane ønske og behov for nærhed og sociale relationer er
i spil. Jeg er bange for, at de generationer, som skal bære os igennem denne
epoke af konstant teknologisk udvikling kommer til at lide i form af diverse
livstilssygdomme.
For nogle år
tilbage blev der lavet en undersøgelse, som viste at hver 8. person led at
depression (og det var i forværring). I 2018 nedsatte politikkerne et
stress-panel. Så alarmklokkerne burde ringe overalt.
Til gengæld...
hvis man kunne sætte udviklingen lidt på hold, så vi faktisk kan få glæde af de
resultater, som der bliver udviklet (i stedet for at haste videre til næste
udviklingsprojekt), så forestiller jeg mig en verden, hvor arbejdsbyrden kan
aflastes. En verden hvor vi kan få tiden til at være sammen med familie og venner,
lære nye steder at kende og have mulighed for at sætte sig ind i ting, man er
nysgerrig på UDEN af være overbelastet af, at man skal nå det hele på den halve
tid.
Det sidste
gælder også i forbindelse med at videreuddanne sig. Vi er af undervisningsministeriet
blevet pålagt at skulle opgradere erhvervsskolens undervisere, hvilket jeg
støtter op om. Kvalifikation kræver fordybelse. Fordybelse kræver tid. Hvor
blev den af?